telefon

+4529802551

Email

yoga.lisbethdanielsen@gmail.com

åbningstider

efter aftale

Yogarejse til Lesbos med Pia Mandalis og Lisbeth Danielsen

Hvornår: 11/6 – 18/6 2023
Pris: 6.795,- pr. person inkl. morgenmad
Afrejse fra: København – tilmelding via Spies Yogarejser

Tag med på en uforglemmelig yoga-, qigong- og mindfulnessrejse til autentiske Lesbos. Med på rejsen er de to dygtige og hjertevarme instruktører, Pia Mandalis og Lisbeth Danielsen, som har afholdt adskillige yoga retreats i både ind- og udland.
• 18 timers undervisning.
• 2 instruktører.
• Mulighed for wellnessbehandlinger.

Program
Vi har vores helt egen Yoga Shala

Hver morgen vækker vi blidt kroppen med en dejlig yoga/qigong-session af cirka halvanden times varighed.Morgenens undervisning afsluttes med en intens kropsscanning / afspænding.
Efter undervisningen er der er tid til at nyde den dejlige græske morgenbuffet på hotellet.

I løbet af dagen er der mulighed for at slappe af ved poolen, solbade og eventuelt snorkle fra stranden. Du kan også tage med hotellets minibus ind til Molivos, hvor der er et godt udvalg af butikker, caféer og restauranter.

Sidst på eftermiddagen mødes vi igen på hotellets yogashala med smuk udsigt. Vi giver dig mulighed for at fordybe dig i blandt andet yin yogaens fantastiske blide stræk, der har en helt unik indvirkning på både krop og sjæl.
I ugens løb vil vi veksle mellem hatha- og yin yoga, quigong og mindfulness.

Yogaturen er for alle, uanset alder, køn og niveau, og vi tilpasser undervisningen, så alle kan deltage og føle sig udfordret. Der vil være mulighed for fællesspisning på en af rejsemålets mange hyggelige tavernaer, men du bestemmer selvfølgelig selv omfanget af din deltagelse i de mere sociale aktiviteter. Er du alene afsted, skal du ikke bekymre dig – du vil ikke være overladt til dit eget selskab, medmindre du selv ønsker det

Hvad kan du ellers opleve?
Da både Pia og Lisbeth er uddannet i kunsten med japansk lifting, er der mulighed for at tilkøbe en dejlig ansigtsbehandling i løbet af ugen. Du har ligeledes mulighed for NADA-behandlinger, som blandt andet styrker din indre ro og dit velbefindende.

Ikke langt fra hotellet finder du de varme kilder i Eftalu – som stedet er mest kendt for. Vandet kommer direkte fra bjergene og samles i bassiner, hvor man kan bade i det ca. 45 grader varme svovlholdige vand. Det er en sund oplevelse for både krop og sjæl, og mange af grækerne besøger selv kilderne dagligt. Fra det varme vand er der kun kort vej til et dyk i det friske havvand, opfriskende og afslappende på en gang.
Måske er det derfor, atmosfæren i Eftalou er så afslappet og fredelig, uanset om du er på stranden eller får maden serveret på en af de lokale tavernaer.
På Lesbos finder du charmerende græsk hverdagsliv, vidunderlige strande, grønne skove og sølvtonede oliventræer.
Sådan bor vi – sådan spiser vi
Hotellet ligger i Eftalou, som er en rolig og afslappende by. Hotellet Belvedere tilbyder hyggelige værelser med havudsigt, samt flere pools, barer og restaurant.

Den nærliggende by, Molivos, ligger ganske få kilometer fra Eftalou. Den lille fiskerby er utrolig smuk og stemningsfuld med sine smalle brostensbelagte gader og lave stenhuse. Husene ligger side om side langs de stejle stigninger op mod den gamle borg, der rejser sig over byen. Snyd ikke dig selv for den fortryllende udsigt over Molivos og kysten mod Petra.
Med i prisen er en lækker græsk morgenbuffet. Frokosten kan du vælge at tilberede selv, spise i hotellets restaurant eller måske besøge en af de hyggelige tavernaer i nærheden.

Du kan også tage på sejltur eller andre dejlige udflugter med Spies.

Hvad indgår i rejsen?
Prisen er 6.795,- pr. person
• Fly med BRA t/r
• Mad ombord på flyet
• 20 kg bagage inkl. 6 kg håndbagage
• Bus fra lufthavnen til hotellet t/r
• Delt dobbeltværelse
• Morgenmad
• Yogaprogram
Prisen er pr. person ved to personer i delt dobbeltværelse.
Valgfrie tillæg
• Bo alene alene fra kr. 1300,-
Alternativt kan Spies sætte dig sammen med en anden deltager af samme køn.

tilmelding: via Spies Yogarejser

Vær opmærksom på
• Husk at medbringe en yogamåtte
Skatter og afgifter: De græske myndigheder opkræver en skat på hotelovernatninger. Skatten varierer afhængigt af officiel hotelkategori samt opholdets længde og skal betales direkte til hotellet ved check-in. På hotel Belvedere (kat. 3) er skatten 1,5 EUR pr. dag.

Har du spørgsmål til undervisningen, indhold mv. kontakt:
Lisbeth Danielsen: tlf. 29802551
mail: lisbeth.danielsen50@gmail.com
eller
Pia Mandalis tlf.28951370
mail: pia@ditliv-dintrivsel.dk

Spørgsmål og yderligere information
Spies Sport
Tlf.: 7070 1051 mandag-fredag kl. 10-12
sport@spies.dk

Dine undervisere – hvem er vi?

Lisbeth Danielsen
Lisbeth har dyrket yoga siden 2006. Hun er uddannet instruktør i yoga og qigong og har siden 2012 undervist i yoga – primært hatha yoga med inspiration fra Iyengar yoga og Yin yoga. Lisbeth har løbende efteruddannet sig inden for yogaen, og i 2018 begyndte hun at arbejde med yin yoga, ”det blide stræk”. Lisbeth har desuden været i Indien flere gange og fået undervisning i yoga; senest i 2019, hvor Iyengar yoga blev introduceret og derefter også taget med i den daglige praksis. I 2020 begyndte Lisbeth på instruktøruddannelsen level 1 inden for qigong, og i år kommer også level 2 med. på wellnes plan er Japansk lifting og ansigts qigong med til at danne en helhed.

Pia Mandalis
Pia er oprindeligt uddannet folkeskolelærer, men har de sidste mange år arbejdet som selvstændig coach og terapeut med speciale i tankefeltterapi og lydhealing. Hun har sit eget yogastudie, hvor hun blandt andet underviser i mindfulness og yin yoga samt afholder forskellige workshops, for eksempel gongbade, ansigtsyoga og kakaoceremonier. Pia har – sammen med Lisbeth – afholdt flere retreats i både ind- og udland og har desuden boet i Grækenland og taler græsk. Pia fordyber sig også i ansigtets velvære og underviser i ansigtsyoga og udfører afstressende japansk lifting.

Recommended Articles